Skammen som beskytter og som handicap

På den ene side beskytter skammen dig mod en smertefuld erkendelse af, at du er alene og svigtet. På den anden side er prisen for det, at skammen samtidig gør dig forkert.

Følelsesmæssige svigt 

Er du vokset op med følelsesmæssige svigt, har du ikke lært at rumme og bære skyld på en måde, som kan bringe dig godt videre i tætte relationer.

Følelsesmæssige svigt kan se ud på mange måde, men kernen i det er, at du har lidt afsavn og stået alene med alt for svære og overvældende emotioner.

Dine omsorgspersoner har sandsynligvis kæmpet med deres egen destruktive bagage. De har været overvældede selv og de har derfor ikke kunnet rumme at tage følelsesmæssigt vare på dig. Og den eneste forklaring, du kunne finde var, at det måtte være din skyld, og derfor du tog ansvaret på dig. Du kom til at bære dine forældres byrder af skyld og forkerthed. 

Du har måske følt skyld, når dine forældre var vrede, udskammende, grænseoverskridende og uempatiske. Du har følt skyld, hvis stemningen var dårlig og hjemmet var fyldt med tavshed, bitterhed og konflikt. 

Måske har du følt dig forkert, fordi du tænkte, at det måtte være på grund af dig, at de voksne ikke lykkedes med at komme dig i møde med glæde, begejstring, tilstedeværelse og nærvær. 


Du har stået helt alene med en skyld som ikke var din

Uanset hvad har du oplevet at blive efterladt helt alene med overvældende følelser, som egentlig tilhørte dine forældre, men som de ikke magtede eller var i stand til at bære selv. Af gode grunde formåede de derfor heller ikke at give dig en hånd og hjælpe dig med, hvordan du skulle tackle det. 

Du har været helt alene om at kæmpe med en voldsom, uhåndterbar skyld, som egentlig ikke var din og som dine skuldre også var alt for små og spinkle til at bære. 

Du tog ansvaret for noget som slet, slet ikke var dit. Og det er så forståeligt, at du gjorde det.


Så længe det er mig, der er forkert, har jeg trods alt en chance

Smerten over at være følelsesmæssigt forladt, fuldstændig overladt til os selv og svigtet af vores forældre vækker helt instinktivt en fornemmelse af livsfare. 

Og det kan et barn ikke hverken tåle eller rumme. Instinktivt ved vi, at hvis vores forældre ikke passer på os,, kan det være lig med den visse død.

Derfor lukker vi ubevidst ned for erkendelsen af vores forældres svigt. 

I stedet for klamrer vi os til ideen om, at det må være os selv, den er gal med. 

Det må for Guds skyld ikke være min forælder, som svigter. For så er hele min eksistens jo truet.

Så længe det er mig, der er forkert, har jeg trods alt en chance for at rette op på noget.

Og jeg vil potentielt set kunne sikre min egen beskyttelse ved igen og igen at forsøge at kvalificere mig til at opnå mine forældres kærlighed. 


Det og skal være mig, der er noget i vejen med

For at beskytte os mod oplevelsen af at gå til grunde træder skammen altså ind foran skyldfølelsen.

Det og skal være mig, der er noget i vejen med.

På den måde bliver skylden til skam

Hvor skylden fortæller noget om din adfærd, er skammen derimod forbundet med dig som person og som menneske.

Skammen træder ind som din beskytter ved at fortælle dig, du er forkert.

Men den kommer med en pris.


Skammen fortæller at du er forkert

Du har lært at overleve og skærme dig fra oplevelsen af at risikere at gå til grunde ved at træde over i skam. På en måde kan man derfor sige, at skammen træder ind og bliver din beskytter. Men du betaler desværre en stor pris for den beskyttelse.

På den ene side beskytter skammen dig mod en smertefuld erkendelse af, at du er alene og svigtet. På den anden side er prisen for det, at skammen samtidig gør dig forkert. Det er altså ikke længere handlingen, situationen eller vilkåret, som er forkert – det er dig, som er forkert.

Skammen bliver din tro følgesvend og vil dukke op, så snart du nærmer dig en følelse af skyld, og det giver dig et svært udgangspunkt i forhold til at håndtere konflikter og relationelle kontaktbrud. Og det saboterer din evne til til at hele de sår, du forvolder hos din partner.

For skammen medfører, at du enten forsvarer dig selv eller går ned med flaget, når din partner er ramt. Læs mere i artiklen her: I offer-positionen beder du din sårede partner om at slikke dine sår

Person ved vindue krumbøjet med hånden på panden fordi han skammer sig og føler sig helt alene om at bære sin frygt og smerte. Han træder ind i en offerrolle som betyder at han bliver centrum i parforholdet