Forældres digitale dilemma
Tiden er moden til at lufte lidt ud i vores skærmvaner hjemme i stuerne. For ja, der er naturligvis samfundsmæssige, strukturelle og teknologiske vilkår, som vi kan begrunde familiens eskalerende skærmforbrug med. Men når faktum er, at vi forældre spiller en af hovedrollerne i både udvikling og afvikling af skærmafhængighed og digitale krænkelser af vores børn, må vi spørge os selv, hvorfor vi i grunden lader dem tilbringe tid med skærmene i det omfang, vi gør.
Lad det være sagt med det samme: Skærmene er en fantastisk og oplagt måde for os forældre at skaffe os selv ro i hovedet på og muligheden for at koble af, som er så tiltrængt efter en lang og krævende dag på job. Vi fortæller os selv, at vores børn faktisk også lige har brug for at lande efter en lang dag i skole og institution. Og nu vi får så gudhjælpemig at vide, at børns (voksnes!) hjerner og nervesystemer hverken kobler af eller restituerer bag en skærm; oveni en alt overhængende fare for digitale overgreb og vidnevold, når vi i god tro overlader dem i abstrakte algoritmers brutale varetægt.
Emotionelle skader eller social eksklusion?
Det lader til, at vi er nødsaget til at finde andre veje til at koble af med vores familie på end ved at lade ungerne streame samtlige sæsoner Gurli Gris eller gå Roblox-amok. Men når det handler om vores børns adgang til skærm, havner vi forældre i et dilemma: For på den ene side får vi at vide at skærm og iPasning er uhensigtsmæssigt for vores børns kognitive og emotionelle udvikling. På den anden side får vi at vide at det er synd for vores børn, hvis ikke vi giver dem lov til både telefon, iPads, Snapchat og Tik Tok. De risikerer at føle sig ekskluderet ovre i skolen. De vil have svært ved at kunne deltage relevant blandt vennerne og endda ende med at blive både disset på Discord eller bagtalt og frosset ude i den fælles gruppechat. Og hvilken forælder har lyst til at udsætte sit barn for kollektiv ydmygelse og eksklusion?
Så hvordan skal vi forældre overhovedet navigere i dette digitale dilemma? Hvordan får vi selv ro i hovedet uden at lade ungerne tænde for skærmen? Hvad er den rigtige måde at dosere skærm- forbruget på, så vores børn hverken tager skade, krænkes digitalt eller ekskluderes af vennerne?
Vi vil så nødig vil vælge eller beslutte det forkerte i relation til vores børn. Netop frygten for at vi med vores forældrevalg ødelægger noget for vores børn er skræmmende svært at navigere i. Og det er ekstremt anstrengende konstant at skulle evaluere os selv og finde veje i om, alt hvad vi foretager os af stort og småt i relation til vores børn enten er rigtigt eller forkert.
Ingen mulighed for restitution uden skærm
Vi læner os samtidig ind i en tid hvor idealerne foreskriver, at vi træder væk fra tidligere metoder og perspektiver på børn og børneopdragelse. Børn skal høres, ses, mærkes, anerkendes og inddrages. Børn skal have en stemme, og børn skal have medindflydelse. Der er bare det faktum, at børn har noget på hjerte omtrent hvert eneste sekund. Og når vi nu kan fornemme, at noget er vigtigt for vores børn, hvem tør så overhovedet at bremse deres talestrøm? Hvem ved om det ikke kunne skade deres selvfølelse? Det vil vi ihverfald ikke have på samvittigheden. Derfor bliver det faktisk en vanskelig opgave bede vores børn om at tie stille, sådan at vi selv kan hvile ørerne.
Som psykolog og parterapeut bliver jeg jævnligt kontaktet af forældre, som vil vide hvad der er rigtigt, forkert, skadeligt eller opbyggende i relation til deres børn. Jeg inviteres ind i sårbarheder og frustrationer, som ikke lægges ud på Instagram. Jeg møder forældre, som fortæller, at de ikke kan overskue at hente deres børn i institutionen. Forældre som føler sig magtesløse og fortvivlede over hverken at glæde sig til weekend eller ferie, fordi det slet ikke føles som en mulighed at restituere, når børnene er til stede. Vi bliver simpelthen nødt til at spørge os selv hvorfor?
Skærm-skam
Min erfaring er den, at der rundt om i de små hjem kan ske det, at børns medbestemmelse bliver grænseoverskridende, fordi vi forældre, i anerkendelsens navn, lader vi vores børn overskride vores egne grænser igen og igen. Frygten for at ødelægge vores børn er alt andet lige større end respekten for os selv. Men ind imellem er vi nødt til at skrue ned for deres stemmer og deres medindflydelse, hvis vi skal have en jordisk chance for at kunne høre, hvad vi selv tænker. At tænde for skærmen bliver en sikker metode til at sætte vores børn udenfor indflydelse – og en kærkommen mulighed for os til at holde respekten for os selv og vores egne grænser i hævd.
Det rare for os forældre ved at tænde for skærmen er, at det giver os et åndehul i en presset hverdag, hvor vi ikke oplever at lykkes med at kunne give vores børn alt det, vi enten håbede vi kunne, eller har læst at vi burde. Vi véd også, at skærm er noget vores børn meget gerne vil, og vi har brug for fornemmelsen af, at vi er i stand til at lykkes med at opfylde deres ønsker. En lille, bange og fortvivlet del af os, får kortvarigt lejlighed til at opleve sig selv som en fantastisk forælder, når vi gavmildt løfter coveret til dopamin-rusens skinnende garant. Men så rammes vi til gengæld bagefter af skærm-skam, fordi vi ved at skærmen er en hurtig lappeløsning og brandslukningsmetode. Vi hiver nemlig ofte skærmen frem på tidspunkter, hvor der er en forældreopgave, vi hverken orker eller magter at løfte. I skrivende stund skærmdopes min yngste eksempelvis med Onkel Reje pga et brækket ben, som vi åbenbart ikke kan finde ud af at deale med på anden måde..!
Forældreudbrændthed
Når vi tænder for skærmene både dulmer og booster det vores utilstrækkelighedsfølelse. Og jeg forstår godt hvorfor vi forældre kryber til skærmen og lader Ramasjang eller Roblox iPasse vores børn. For det føles meget voldsomt at skulle være tilstede i emotionelt i et andet menneske hele tiden. Og når vores børn brokker sig eller er besværlige kan det føles som om, at de kritiserer os helt ind i sjælen. Vi tager deres reaktioner og stemninger ekstremt alvorligt. For det har vi jo lært at vi skal. På en måde er vi forældre blevet skrevet ind i rollen som vores børns terapeuter. Og vi køber selv ind på den logik. Hvordan skulle vi kunne undslå os?
Men når hvert øjeblik sammen med vores børn potentielt set bliver forbundet med en risiko for at komme til at ødelægge enten deres selvværd eller fremtidsmuligheder, bliver det forståeligt nok voldsomt stressende for os at skulle være omkring dem. Derfor bliver vi fuldstændigt udmattede af at samværet med vores børn. Forældreudbrændthed hedder det sørgelige prædikat.
Udmattelsen tager vi os af ved selv at flygte ind i vores egne skærme. For vi mærker også skærmenes tillokkende og forførende virkning. Bare sidde helt passivt og stille i skærmens euforiserende blålys og kun tage imod. Drømme os væk i andres liv og underholdende verdener langt fra lortebleer, legeaftaler, lektier, larm og leverpostej. Det er så utroligt rart at med en pause fra at stå med ansvaret for alt og alle – bare for en lille, streamende stund.
Vores børn skal bifalde vores forældreskab
Skærmen bliver en særdeles effektiv metode til at undvige både fra ansvar og autoritet i forældreskabet, som jo er øretævernes utrættelige holdeplads. For det er svært at træffe beslutninger og udholde konflikter, når vi føler os utilstrækkelige som forældre. Og det efterlader os samtidig et vanskeligt sted i forhold til at håndhæve skærmregler, som ikke er populære. Når vi vakler i rollen som forældre har vi nemlig stærkt brug for at vores børn bifalder vores forældreskab. Derfor slår vi os på vores børns protester i stedet for at fejre, når vi lykkes med at holde fast. Men hvordan skulle vi også vide, hvad vi skal holde fast i, når vi har mistet fornemmelsen og forbindelsen med os selv?
Mange forældre fortæller mig, at de slet ikke kan få fat i hvad de selv mener eller mærker. Det er som om at idealer og foreskrifter for forældreskab (og muligvis også alt, alt for mange timer foran vores egne skærme!?) fuldstændig slører vores intuition og sanseapparater. Derfor bliver det så svært af opfange vores egne kropslige signaler og sætte rammer for vores børn som er afstemt i forhold til det, vi selv fornemmer. At træffe forældrevalg som tager afsæt i vores egne begrænsninger og kapacitet fremfor at være styret af andres og alverdens synspunkter om forældreskab. Når vi knokler for at være perfekte forældre ud fra de gængse foreskrifter, leder vi efter svarene uden for os selv – eller omme bag vores skærme! Og det tror jeg, at vores børn kan mærke. Derfor bliver de ved med at lede efter os og række ud efter vores opmærksomhed.
Skærm og selvrespekt må skilles ad
I stedet for at hente ydre bekræftelse på vores forældreskab må vi søge, fornemme og sanse efter i os selv. Vi må mobilisere modet til at tro på, at det, vi finder, også er det, vi skal navigere efter. Altså: Hvilke rammer, rytmer og rutiner skal der til for at jeg, personligt, oplever få mental ro og rum til at være forælder – og menneske – her i familien? Hvornår skal vi tale sammen og hvornår skal vi ikke? Hvornår skal vi lave noget sammen, og hvornår skal vi lave noget hver for sig? Hvornår skal vi sidde bag skærme, og hvornår skal vi ikke? Hvordan kan jeg som forælder hjælpe mine børn – og mig selv – med at bane vejen for at lykkes med at tilbringe tid i vores eget selskab uden at måtte “sutte på en” skærm?
Ét er sikkert. Børn skal og vil insistere på kontakt. Men vi, voksne kan mærke om kontakten er mulig eller ej. For vi kan mærke, når vi hverken har kapaciteten til at høre hvad de siger, eller møde deres fortællinger respektfuldt. For kontakten til dem er der alligevel ikke, hvis vi kun lytter efter med et halvt øre. Heller ikke til os selv. Vi kan simpelthen bedre høre hvad de siger, og være i ægte kontakt med vores børn, når vi har vores egne grænser og begrænsninger med i ligningen. Vi må derfor fortælle vores børn, når vi ikke er i stand til lytte. Og dernæst sørge for at skabe nogle rammer, som kan få vores ører til at virke igen. Og det tror jeg godt at vi kan gøre uden hjælp fra en iPad. For vi kan godt vise vores børn, hvordan vi respekterer os selv og vores egne grænser, uden samtidig at måtte se os nødsaget til at stikke dem en skærm. Selvrespekt og skærm må skilles ad.
Vi lukker øjnene for deres skærmvaner, for at skærme os selv
Det er ikke vores opgave at interagere og være i dialog med vores børn nonstop og hele tiden. For vi skal hverken være deres psykologer eller terapeuter. Til gengæld er det betydningsfuldt, at børn bevidner, hvordan forældre lykkes med at respektere og være i kontakt med sig selv. Men det kræver altså, at alle kigger op fra skærmene. Derfor skal vi turde risikere og rumme deres højlydte protester og udholde at blive udskammet og miskrediteret af vores eget kød og blod, når vi vælger at sætte skærmene på fly-tilstand.
Og nej, vi redder ikke vores børn ved at tvangsfjerne hverken tv eller telefon. Men vi skal turde håndhæve nogle restriktive regler for skærmbrug fremfor helt ukritisk lade dem benytte skærmen for at camouflere vores egen usikkerhed og forældreudbrændthed. Vi svigter nemlig vores børn, når vi lukker øjnene for deres skærmvaner, for at skærme os selv.
Artikel af Martine Skov bragt i Kristeligt Dagblad april 2024
