Parrådgivningen Nordsjælland

Intet initiativ til sex er ikke det samme som ingen lyst

Når mandens sexlyst ikke opstår spontant vækker det helt automatisk en forkerthedsfølelse hos begge parter

Rasmus fra Gift ved første blik udfordrer den dominerende fortælling om mandens sexlyst og kaster dermed et kærkomment lys over et vigtigt tabu omkring manglende lyst hos mænd

Det udløste nærmest kollektiv skuffelse og ramaskrig blandt seerne, da 6.episode af DR- serien Gift ved første blik forleden løftede sløret for at et af de lyn-gifte brudepar, Sara og Rasmus, endnu ikke har haft sex med hinanden.

Rasmus fortæller, at han har brug for længere tid og kontakt med sin nye partner før at lysten kan vækkes. Den opstår ikke spontant. Rasmus er presset over, at Sara har svært ved at begribe og rumme det. Men set fra Saras stol betyder det faktum, at han trækker tempoet ud og forhaler den seksuelle del af relationen imellem dem, at hun føler sig forvirret, fortvivlet og fravalgt.

Dermed åbenbares og udspilles netop et af de mest udbredte tabuer omkring seksualiteten mellem mænd og kvinder for åben skærm: Hvis manden ikke har lyst til sin kvinde uafbrudt og hele tiden må der være noget galt – hvis ikke med ham så i hvert fald med hende.

Der hersker nemlig en uskreven kulturel norm og forventning om at ‘en mand’ har lyst til sex når som helst og hvorsomhelst. Hvis han ikke helt spontant har lyst til sin partner, må det altså enten være, fordi han ikke tænder på hende, eller fordi der er noget galt med hende eller med ham.

Det er også rigtigt at omkring to ud af tre af mænd i udgangspunktet hovedsageligt oplever spontan lyst, som er den form for lyst, som bare opstår ud af det blå og uden nogle udefrakommende stimuli til at vække den til live. Den form for lyst kan vi genkende i forelskelsesfasen, hvor der næsten intet skal til for at vække overvældende sexlyst og lidenskab.

Men for en trediedel af alle mænd udfolder lysten sig markant anderledes og mere responsivt. Den responsive sexlyst skal nemlig vækkes eller aktiveres af noget udefra én selv for eksempel igennem relationen til partneren. Det er helt individuelt hvad der skal til og derfor varierer det, hvad den enkelte specifikt har brug for for at få lysten til at gro. Bud på det kan være: god tid sammen, nærværende samtaler, tryghed i kontakten, omsorg og anerkendelse; men det kan også være muligheden for at føle sig fysisk stærk efter en periode med fysisk træning eller efter gode oplevelser på egen hånd – for blot at nævne nogle af de hyppigste lystvækkere.

Som reaktionerne på Rasmus’ udmelding kraftigt indikerer, er den spontane lyst hos mænd den absolut altdominerende norm, som mænd både forstår og dømmer sig selv – og andre mænd – ud fra. Men det er en udbredt misforståelse. For den spontane sexlyst er kun én af de former, som lysten udfolder sig på. Desværre bliver også den kulturelle forestilling og forventning om uhæmmet lyst hos mænd, netop det som kvinden i forholdet oplever, sammenligner og dømmer sin partner, sit parforhold – og sig selv – ud fra.

Når mandens sexlyst adskiller sig fra den spontane lyst vækker det altså pr automatik en forkerthedsfølelse hos begge parter. Han bliver ramt af ikke at føle sig som ‘mand nok’. Hvis jeg var en rigtig mand ville jeg tænde helt af mig selv. Hun bliver ramt af ikke at føle sig attraktiv og begæret nok. Hvis jeg var en rigtig kvinde eller hvis han virkelig var vild med mig, så ville han jo have lyst til mig helt spontant; helt uden jeg behøvede at gøre mig nogle tanker om, hvad der skulle til.

Kulturelt set er det langt mere acceptabelt at kvinder har mindre lyst til sex end deres mandlige partner. Men netop derfor kan kvinder også føle sig ekstra ramt, når de oplever at få mere hyppigt og spontant lyst til sin mandlige partner, hvis lyst omvendt vækkes responsivt; og dermed ikke opstår spontant, men kræver noget for at blive vakt. Det føles simpelthen skamfuldt og forkert at være kvinde og samtidig være den med den hyppigste og tilsyneladende største sexlyst i parforholdet.

Den onde spiral opstår så i takt med at hun lægger yderligere pres på sin partner for ikke at tænde nok. Han føler sig kritiseret, hvilket igen bekræfter, at han netop ikke er en rigtig mand. Han afviser hende påny og hun får atter bekræftet, at hun ikke er kvinde nok. Lysten bevæger sig længere og længere væk og mønsteret kan ende med at blive temmeligt svært at bryde.

Episoden med Rasmus og Sara giver os et vigtigt indblik i hvordan par hurtigt kan havne i en skyttegravskrig omkring definitionen af hvad “den rigtige” måde at få og have lyst til hinanden på er. Når vi føler os ramt vil de fleste af os begynde enten at forsvare os selv eller angribe vores partner. Og derfor fastlåses hver part i at pege fingre ad den anden, hvilket sandsynligvis kvæler lysten yderligere hos partnere med responsiv lyst.

Man skelner altså mellem spontan sexlyst og responsiv sexlyst. Og pointen er, at ja, den ene er mere udbredt – men dog lige så almindelig – som den anden. Og at vi ikke er herre over om vi får lyst på den ene eller den anden måde. Vi kan også skifte mellem dem over tid.

For eksempel oplever mange, at den spontane lyst forandrer sig, når den første forelskelse først har lagt sig. Når lysten forandrer sig fra den spontane til den responsive betyder det, at der skal ske en aktiv handling for at vække lysten. MEN det er jo på ingen måde det samme som at man ikke længere er enten vild med eller glad for at have sex med sin partner. Nu skal der blot lidt mere til at skabe lysten.

Ikke desto mindre fejlfortolker mange denne helt naturlige forandring af lyst som en katastrofal mangeltilstand. Sikkert godt hjulpet på vej af en presset og forvirret partner, som føler sig afvist, italesættes skiftet fra spontan til responsiv lyst som ‘du/jeg mangler lyst’ eller ‘du/jeg har ikke længere lyst’. Men der er netop ikke tale om at lysten mangler. Den har blot forandret sig i retning af den responsive lyst.

Når chancerne for varigt ægteskab mellem Rasmus og Sara efter seneste afsnit dømmes hårdt falder dommen ene og alene på baggrund af parrets forskelle i lyst. Dette er et alvorligt vidnesbyrd på hvor lidt vi egentlig ved om disse forskelle. Og det er samtidig et vidnesbyrd på, hvad der helt generelt gør det svært for par, som endda har kendt hinanden længe, at trives og fungere sammen seksuelt over tid.

Vi skal turde tale mere om og anerkende det faktum, at når vi har passeret den første hede forelskelse er det mere reglen end undtagelsen, at vores lyst til sex vil være ude af takt. Og at flere af os – både kvinder og mænd – over tid endda hovedsagligt vil opleve den responsive lyst, hvor vi skal tændes. Akkurat derfor bliver det så afgørende, at vi er opmærksomme på, hvad vores partner gør, hvad vi gør sammen eller hver for sig, som tænder os.

Der er eksempelvis flere af os, end vi faktisk aner, som har brug for at opleve at have god tid sammen for at blive tændte igen. Og netop tid sammen er en faktor, som par med børn over tid får sværere ved at etablere sammen. I min praksis møder jeg en del par som slås med præcis dette.

Et par jeg taler med var således havnet i en fastlåst spiral omkring hans “manglende lyst” og hendes desperation og forkerthedsfølelse over det. For dette par var det netop god tid sammen, som manglede – ikke lysten. Sammen fandt de frem til hvordan fælles hjemme-arbejdsdage kunne blive et rum for intimitet og sex og hvordan det at tilbringe mange timer sammen uforstyrret og uden børn faktisk kunne vække hans lyst på en helt anden måde end en arrangeret og programsat romantisk datenight, som de havde forsøgt indtil da.

Det er et generelt problem, at både kvinder og mænd kommer til at føle sig forkerte, uduelige og unormale, fordi vores lyst ikke opfører sig, som den gjorde i starten og/eller som vi forventer kulturelt set at den gør per se.

At vi som seere får lov til at være vidne til dette dilemma kan få en betydning for den måde vi dømmer både os selv, vores partner og parforhold på. Jeg tror på, at Rasmus og Sara kan være med til at bane vejen for at par bliver dygtigere til både at tale om og holde fast i respekten for forskellighederne – også hvad sexlysten angår. Det er alt andet lige nemmere at nære respekt for sin partner, hvis man ikke pr defintion udpeges som forkert i samme moment.

Tak til Rasmus for at stå på mål for hver tredje mand, som tænder på at mærke noget og ikke bare tænder pr automatik eller på kommando. Tak, også til Sara for være med til at bane vejen for at kvinder kan lykkes med at gå andre veje end med det samme at havne i at tænke noget er galt med enten os, vores mand eller vores parforhold – udelukkende fordi han ikke tænker på sex med os som det allerførste.

Læs mere om hvad du kan gøre, når din partner ikke tager initiativ til sex

Kronik af Martine Skov bragt i Politiken 4.oktober 2023