Ødelægger vi vores børn med en skilsmisse?

Delefamilien er kommet for at blive. Der kommer endda flere og flere af os, som har én eller flere skilsmisser med i bagagen.

Dermed nuancerer og udfordrer vi med vores blotte tilstedeværelse igen og igen forestillingen om hvad en rigtig familie både er og bør være.

Jeg arbejder til daglig med at rådgive par og forældre til at lykkes med at finde respektfulde veje at gå i delefamilien og i den sammenbragte familie.

Jeg møder derfor en god portion deleforældre på min vej og må konstatere, at trods et stigende antal delefamilier i samfundet opleves deleforældreskabet fortsat som en slags nederlag, fiasko eller andenrangsposition. 

Vi er nødt til gøre det dobbelt så godt

Som deleforældre er vi dumpet i kategorien: forældreskab. Vi giver kun vores børn det næstbedste. Som deleforælder føles det derfor stadigvæk temmelig magtpåliggende at kæmpe en brav kamp for at adskille os mindst muligt fra kernefamilien.

Og dermed kommer vi faktisk en hel del på arbejde. For vi er nødt til at gøre det dobbelt så godt som andre forældre, hvis vores børn skal have en nogenlunde chance for at få et godt liv.

Vi er bagud på points

Frygten for at ødelægge eller forringe vores børn og deres fremtidsmuligheder rammer selvfølgelig også de rigtige forældre, men for os deleforældre fylder den ti-dobbelt. For vi er jo allerede bagud på point i forhold til at køre vores børn i stilling til at overleve i konkurrencestaten.

Eskalerende læringstab, ringere chancer for en videregående uddannelse, selvværdsproblemer, angst og stress; for bare at nævne et par af de frygtindgydende dommedagsprofetier om børn, som vokser op med to hjem. 

Deleforældre er forståeligt nok vanvittigt bange for for at vi med vores kuldsejlede parforhold rent faktisk allerede har ødelagt vores børn, fordi vi ikke kunne lykkes med at være en rigtig familie. Og med denne frygt i baghovedet vil vi for alt i verden undgå at tilføre vores børn yderligere svigt og skade.

Vi vil gøre alt for at undgå yderligere svigt

Frygten trækker derfor et komplekst net af tråde igennem delefamiliens mange forbindelser. Paradoksalt nok på en måde som faktisk i sig selv øger sandsynligheden for mistrivsel.

Frygten laver larm i forældresamarbejdet helt fra starten af, hvor den kaprer os i retning af at føre en indædt og modbydelig samværskrig med hinanden omkring hvem, af os, som er bedst egnet til at tage vare på børnene – i håbet om at minimere skaderne for dem.

Dermed kiler frygten sig ned og risikerer at splitte delefamilien ad allerede inden den overhovedet er begyndt.

Frygten skiller os ad

Når frygten for vores børns forringede muligheder ånder os så kraftigt i nakken, er der siden hen en temmelig stor sandsynlighed for, at vi forsøger at dulme den ved at dunke vores eks i hovedet med alt det, hun eller han har overset eller ikke har øje for omkring børnene.

På en måde forsøger vi at undslippe vores egen udmattelse, uformåenhed og kuldsejlede forventninger til os selv ved at gøre børnenes anden forælder forkert.

For så er det i hvertfald ikke vores skyld, hvis børnene mistrives.

For deleforældre kæmper jo i forvejen side om side med de rigtige forældre med at leve op til alle de forkromede og grænseløse idealer for perfekt og fejlfrit forældreskab, som vi støder på hvereneste gang vi logger på aula, facebook, tænder for radioen eller åbner en avis.

Idealer, som vi, netop fordi vi er skilt, nu er hamrende nødt til at leve op til. 

Frygten holder liv i konflikten imellem os

Frygten berører måske særligt os delemødre sådan at vi instinktivt føler os kaldet til at blande os alt for meget i måden delefædre er forældre på.

Men vores beskytteradfærd skaber stress og utilstrækkelighed i børnenes andet hjem, fordi børnenes far ikke får rum og plads til at være sig selv.

Vores fine intentioner om at begrænse skade og passe rigtig godt på vores børn holder i stedet liv i konflikthistorien imellem os forældre, hvilket vores børn i sidste ende kommer til at betale prisen for.

Frygten gør det svært at sætte grænser

I relationen til vores børn bliver det også særdeles svært at sætte grænser, stille krav og udholde at have konflikter så længe frygten huserer. For hvordan skal vi kunne rumme det at være en dum og nederen forælder, når vi samtidig går rundt med fornemmelsen af konsekvent at skulle lappe sårene hos vores stakkels skilsmisseramte børn?

Det bliver faktisk så vigtigt for os at vi udelukkende hygger os sammen i den begrænsede tid vi har med vores børn at vi kommer til at presse både vores børn og os selv med fuldstændig urealistiske standarder for harmoni og god stemning.

Hvorfor kan vi ikke finde ud af at hygge os sammen?

Påbuddet om det gode forældresamarbejde udspringer også af frygt, Der er en stærk ide om at vi minimerer skaderne for børn i delefamilier når far og mor er gode venner. Deleforældre skal derfor kunne afholde sig fra at diskutere og allerhelst kunne socialisere med hinanden.

Mange deleforældre slår derfor sig selv i hovedet når de oplever at komme til kort i forhold til at lykkes med at spise hyggelige fællesmiddage med deres eks partner hver uge.

Men hvorfor skulle noget som netop var svært, mens vi boede sammen pludselig kunne lykkes så snart vi går fra hinanden?

Ideen om det mest optimale forældresamarbejde kan på den måde betyde at afgrunden imellem deleforældre vokser sig større. For børnenes anden forælder må da virkelig være en fuldstændig og komplet idiot når det ikke en gang kan lykkes for os at være i stue sammen uden at genere hinanden, når det nu er så afsindig vigtigt for vores børn! 

Frygten gør det svært at komme videre

For at det ikke skal være nok spænder frygten faktisk også ben for muligheden for at komme videre i livet og kærligheden sammen med en ny partner.

Her risikerer vi nemlig at udsætte vores børn for endnu mere svigt og skade, hvis det nye forhold enten stjæler al vores opmærksomhed eller hvis vores nye kæreste ender med at gå sin vej.

Presset på de nye kæresterelationer

Relationen til nye kærester sættes derfor under et ekstremt pres. Enten kræver vi at vores kærester skal knuselske vores børn fra det sekund de træder ind ad døren eller vi vælger at holde dem helt ude i strakt arm og afholder dem dermed fra at knytte bånd til dem.

I den sammenbragte familie er deleforældre udfordrede i forhold til at kunne rumme og tolerere andre perspektiver på forældreskab end lige netop vores eget.

Vores nye kærester kan derfor opleve at få mundkurv på eller føle sig totalt undermineret i relationen til vores børn.

Frygten saboterer familie nummer to

For frygten fortæller os alt skal gøres helt rigtigt i relation til vores særligt udsatte børn, som måske efter skilsmissen endda er gået hen og blevet vores primære sparringspartnere i hverdagen.

Dermed får vi meget vanskeligt ved at trække klare skel og tydelige grænser mellem børn og voksne.

Frygten for at skade vores børn øger dermed også risikoen for at famile nummer to falder fra hinanden.

Min erfaring er, at trivslen i delefamilien vokser når alle medlemmer oplever at kunne trække vejret og har plads og rum til at kunne være sig selv.

For deleforældre bliver det bare så umådeligt svært at lade os selv og hinanden være, når frygten for at vi har skadet vores børn bider os så heftigt i haserne.

Frygt og mistrivsel bider sig selv i halen

Men mon ikke at flere deleforældre kunne lykkes med at finde en fredsommelig vej med hinanden og gode veje i delefamilien, hvis ikke frygten for at ødelægge vores børn med skilsmissen kontinuerligt saboterede relationerne imellem os.

For måske er det netop ikke skilsmissen i sig selv, som er ødelæggende. Måske er det snarere oplevelsen af at fejle, mislykkes og være forkerte andenrangsforældre, som ender med at slå skår i trivslen hos børn og voksne i delefamilien? Den afskyelige cocktail af frygt og smerte som samler næring fra ideerne om de alle mange negative konsekvenser en skilsmisse får for vores børn.

På den måde bider frygt og mistrivsel i delefamilien sig selv i halen. 

Kronik af Martine Skov bragt i Kristeligt Dagblad marts 2023