Frygten for at vi har ødelagt vores børn med skilsmissen trækker et komplekst net af tråde igennem delefamiliens mange forbindelser. Paradoksalt nok på en måde som faktisk i sig selv øger sandsynligheden for mistrivsel.
Når vi er tilskuere til hinandens forældreskab skal vi være klar over, at vi bevæger os ind i et minefelt af sårbarhed. Når du kommenterer din kærestes forældrevalg, betræder du et voldsomt ømt punkt, som kan risikere at skille jer ad, hvis ikke du møder det varsomt og respektfuldt.
Med en skilsmisse i bagagen bliver det, for mange, et kæmpeskridt overhovedet at turde bevæge sig ud i nye kærlighedsrelationer. Der er pludselig rigtig mange overvejelser og betydningsfulde mennesker på spil: Har jeg overhovedet modet til at lukke et andet menneske ind i mit og børnenes liv? Tør jeg overhovedet at etablere et nyt forhold, når jeg nu har oplevet at det kan gå i stykker?
Som oftest havner vi i skænderi og konflikt med hinanden i et desperat ønske om at genskabe kontakt og tryghed imellem os. Konflikt er, i en tilspidset situation, simpelthen vores bedste forsøg på at genfinde hinanden. Paradoksalt nok kommer vi til at rive hovederne af hinanden, fordi vi går rundt og føler os alene. Fordi vi frygter, at vi så ikke længere kan regne med den anden…
Der er en tendens til at vi i parforholdet bruger meget af vores kostbare tid sammen på med at slikke sårene og lappe sømmene ovenpå konflikter. Men hvad ville der ske hvis nu vi i stedet kunne komme på forkant med konflikterne og tage hånd om dem inden de bryder ud i lys lue?
Hvorfor giver min partner mig ikke det jeg har brug for?
Hvorfor går han sin vej og er helt kølig, når han kan se at jeg er helt fuldstændig i opløsning?
Hvorfor trøster han mig ikke?